Tekst skrevet i juni 2007 og bragt i Hus Forbi i juli 2007. Illustrationer af Christian Skovgaard Petersen.
DANMARK
De bor i Fakse, men kommer oprindelig fra Iran. De er en familie af flygtninge, som har fået politisk asyl i Danmark. De bor i et hus med fire værelser, men idet myndighederne kun har bevilget dem to værelser, er to af værelserne aflåste og tomme.
Disse to aflåste værelsers tomhed er et symbol. Men på hvad?
De sover alle fem i det ene værelse og kan således lukke døren til soveværelset, når de modtager gæster i stuen. De forsøger at opretholde en form for værdighed.
Min ven Lasse siger, at værdighed er at føle en slags social kærlighed og at værdighed er lige så vigtigt som at sove, at spise og at gå på toilettet. Og selvfølgelig at elske, men det er næsten det, værdighed er. En slags social kærlighed. Lasse siger også, at man ikke kan overbevise sig selv om, at man er noget værd, hvis der ikke er andre, der er overbevist om det.
Den ældste af familiens drenge er 15, den mellemste er 13 og den yngste blev født forrige januar. De døbte ham Umit. Umit betyder håb på farsi.
Lasse siger, at håb er troen på at det skal gå bedre i fremtiden. Når fornuften fortæller en, at alt er håbløst, træder håbet ind. Håb ligger hinsides rationalitet. Håb er en psykologisk overlevelsesdrift. Når man ikke længere har noget håb, dør man.
I løbet af deres første fire år i Danmark boede familien på tre forskellige asylcentre. Det sidste, de boede på, hedder Kongelunden og ligger i Kastrup mellem lufthavnen og militærbasen. Der havde de kun et værelse.
Men hvorfor ligger asylcentret mellem lufthavnen og militærbasen?
I værelset over for boede et vietnamesisk ægtepar og deres to børn. Kvinden talte med nogle fluer, som hun holdt fanget i en colaflaske. Hendes søn sagde, at hun talte mere med fluerne end med ham. Hun var rask, da hun kom til Danmark, men er blevet sindssyg i løbet af de ni år, familien har boet på danske asylcentre. Nu har de fået opholdstilladelse på baggrund af hendes sindssygdom.
Lasse siger, at sindssyge er kroppens forsøg på at redde sig selv fra sindet. Hvis en person indser, at han ikke har noget håb, kortslutter kroppen sindet for at få lov at fortsætte.
Den iranske far fik også først opholdstilladelse for nylig. Han har siddet otte år i fængsel i Iran, hvor han blev tortureret for sit virke i den politiske opposition, som ikke er tilladt i Iran. Han kæmpede blandt andet for overholdelse af menneskerettighederne. Han hedder Alae.
Lasse siger, at menneskerettigheder er en sikring af menneskelig værdighed ved lov. Værdighed er noget, vi mennesker skaber, når vi møder hinanden, taler med hinanden, elsker hinanden. Alligevel er det nødvendigt at sikre menneskerettigheder ved lov, fordi vi ikke kan være sikre på, at alle mennesker, herunder de magthavende i verdens forskellige samfund, ønsker at skabe og opretholde værdighed for hinanden.
Imens familien boede på Kongelunden og moren var højgravid, fik Alae sit endelige afslag på asyl. Da skar han sine pulsårer op på håndleddene. Han kom på hospitalet og blev reddet. Derefter gik han i sultestrejke i protest mod det danske asylsystem. Historien kom på forsiden af Information.
Min veninde Maja gik på daværende tidspunkt på Krogerup Højskole. Det er hende, der har fortalt mig alt det, jeg her fortæller om Alae og hans familie. En af hendes lærere kontaktede journalisten, der havde skrevet artiklen, og fik kontakt til Alae. Læreren tilbød i samråd med forstanderen Alae husly på Krogerup. Alae tog imod invitationen, men han ville ikke gå under jorden, han ville sultestrejke offentligt. Han mente, at hans skæbne var et symbol på uretfærdigheden i det danske asylsystem. Maja meldte sig til at passe ham.
Efter fire dage overtalte Maja og forstanderens kæreste Alae til at de måtte hælde salt og sukker i det vand, han drak, så han ikke skulle dø inden for de næste par dage. Senere i forløbet skulle forstanderen og hans kæreste i P1 og tale om sagen, så Maja skulle passe både deres lille datter og Alae, der var meget svækket. Da Maja kom tilbage fra toilettet, sad Alae i sin kørestol med den lille pige på skødet og madede hende med en banan. En anden af de sidste dage sad Maja og så en fodboldkamp sammen med Alae. Danmark spillede mod Grækenland. Da Danmark scorede, rejste han sig op i sengen og råbte: DANMARK!
Maja ville på en måde gerne overtale Alae til at spise, men ville ikke tage hans allersidste værdighed fra ham: Hans beslutning om ikke at spise. Hun tænkte over, hvad det vil sige at sultestrejke, når ens kone er højgravid og man har to drenge, som man elsker meget højt. Hvad vil det sige at kæmpe mod noget, man mener er forkert? På en så egoistisk og samtidig så altruistisk måde.
Lasse siger, at en martyr er en person, der mener, at verden er så uretfærdig, at døden er den eneste udvej. At nogle gange er den eneste måde at vise, at ens liv er noget værd, at tage det. Og at en person, der ikke i lige så høj grad har oplevet uretfærdigheden, altid vil stemple martyren som sindssyg.
Til sidst fik Alae politisk asyl med henvisning til den store mediebevågenhed, der kunne gøre det farligt for ham at rejse hjem. Han sultestrejkede 30 dage.
Første gang, Maja skulle besøge familien på Kongelunden, kunne hun ikke finde centret. Hun tog Metroen til Ørestad og mente godt, hun kunne finde derhen, men for vild i villavejene. Hun begyndte at spørge forbipasserende: "Undskyld, ved du hvor asylcentret Kongelunden er?" Men det var der ikke nogen, der vidste. "Mener du det der plejehjem?" "Nej, asylcenter," sagde Maja. Til sidst mødte hun en, som svarede: "Mener du de der fremmedarbejdere?" og pegede: "Den vej."
Maja fortæller, at hun siden har fået flere venner på forskellige asylcentre. Blandt andre Reza fra Sandholmlejren, som en dag spurgte hende: "Maja, hvordan skal jeg få asyl i Danmark? Er den eneste mulighed virkelig at sultestrejke?" Hans venner var på daværende tidspunkt gået i sultestrejke inde foran Christiansborg, men det følte Reza sig ikke fysisk eller psykisk i stand til. Maja svarede: "Ja." Hendes erfaring er, at man som flygtning må miste al værdighed for at opnå den mindste.
Nu skal Alae og hans familie integreres i det danske samfund.
som da også den bedste bog, jeg har læst i år.